Hvis vi vil beskæftige os filosofisk og praktisk med spiritualitet, må vi hellere definere, hvad vi forstår ved begrebet. Der er rigtig mange forskellige forståelser af, hvad der ligger i ordet spiritualitet. Betydningen har skiftet meget gennem tiden og varierer stadig meget fra kultur til kultur.
Her er nogle af de mest almindelige udlægninger af, hvad spiritualitet er:
- Spiritualitet er særlige bevidsthedsmæssige højdepunktsoplevelser, hvor vi f.eks. oplever, at vi er et med naturen, med noget guddommeligt, med en ren indholdsløs væren eller med hele kosmos.
- Spiritualitet er en bestemt atityde af høje værdier som kærlighed, medfølelse, ydmyghed, uselviskhed, retfærdighed etc.
- Spiritualitet er sandheden om livets mening, om hvem vi dybest set er, og hvorfor vi er her.
- Spiritualitet er en særlig form for intelligens, som kan udvikles ligesom vi kan udvikle vores matematisk-logiske intelligens eller vores sociale begavelse etc.
- Spiritualitet er et bestemt menneskeligt udviklingstrin, hvor vi udviser en særlig høj grad af klarhed, visdom, kærlighed, medfølelse eller lignende i stil med Jesus, Buddha, eller andre store historiske skikkelser.
- Spiritualitet er en holistisk forståelse af livet, hvor vi ser jorden, mennesker, dyr, planter og alt liv som forbundet med hinanden i et gensidigt økosystem, der endda er bevidsthedsmæssigt forbundet.
- Spiritualitet er synonymt med religion og religiøsitet, og dermed også med tro, bøn, ritualer og andre former for praksis.
Da integral betyder inklusiv, er integral spiritualitet i bogstaveligste forstand en rummende og inklusiv spiritualitet, hvor der er plads til alle de ovennævnte versioner af, hvad spiritualitet er. I stedet for at diskutere, hvem der har ret, eller hvem der tager fejl, gør integral spiritualitet plads til mange forskellige forståelser af spiritualitet og påviser endda, hvordan de hver især blot er spiritualitet oplevet fra forskellige perspektiver, sindstilstande, udviklingsstadier, historiske og kulturelle baggrunde osv. Så alle versioner er værdifule bidrag til forståelsen af, hvad spiritualitet, der har sin berettigelse i en bestemt sammenhæng og i en bestemt tid.